Frit referat af fiskebiolog Kaare M. Ebert’s foredrag på messen Outdoor 2013

Aalborg Kongres & kultur Center, februar 2013

Oplægget var:

”Hør om havørredernes biologi og bliv en bedre lystfisker.

Vil du kende havørredens hemmeligheder, så får du nu chancen, når Kaare Manniche Ebert, biolog i Danmarks Sportsfiskerforbund, fortæller om havørredens mest intime hemmeligheder. Han kommer for eksempel ind på hvilke farver havørreden tænder på […]. Sidst men ikke mindst giver han sit bud på, hvordan man lokker de passive og træge havørreder til at hugge.”

Foredraget:

Pointerne var mange og efterfølgende er formidlet dem, referenten hæftede sig ved.

• Laksefiskene har farvesyn, men hvilke farver foretrækker de frem for andre?
• Hvad rangerer højest: Form eller farve?
• Når havørreden hugger, er der én eller flere årsager … ud af tre?:
• Sult
• Aggressivitet
• Provokation

Farvesyn:

Laksefisk kan se farver!

Forskere fodrede laksefisk med ensartede emner, hvor alene farven dannede forskel. Det entydige svar var, at laksefisk foretrækker efterfølgende farver – i prioriteret rækkefølge: Blå, Rød, Sort, Orange, Brun, Gul og Grøn.

Hvis vi ser på traditionelle fluemønstre, så har den viden været mere eller mindre evident i mange mange år. Durham Ranger, Jock Scott og Thunder and Lightning er et par gamle travere og selv Green Highlander indeholder top tre. Hvis vi ser på de gamle havørredfluemønstrer, så springer Silver Doctor, Alexander, Peter Ross, Dunkeld, Godnat-fluen og Red Tag i øjnene. I en ren dansk kontekst så bør Skjerns Fancy, Hagebro Fluen og naturligvis den blot én generation gamle GP (General Practitioner) medtages.

Forskerne har ydermere krydderet resultaterne med indsigten, at laksefisk foretrækker de samme farver i samme rækkefølge ... men med flouriserende udgaver øverst i hierarkiet.

Så tøv ikke med de flouriserende pang-farver!

Form:

Et tysk forskerteam foretog en dybtgående forskning på adfærd omkring ’Form & Farve’ på Hundestejler tilbage i begyndelsen af 60’erne. En forskning der var så godt beskrevet og veldokumenteret, at den danner skole i videnskabsverdenen den dag i dag.

Konklusionen var, at farve betyder mere end form.

Den konklusion kom specielt til udtryk i en observation af gydemodne han-hundestejer, som reagerede voldsomt territorialhævdende i akvarierne tidligt om morgenen på ugens arbejdsdage, men var helt rolige i weekenden. En længere udredning af fænomenet afslørede, at hundestejlerne reagerede på en rød postbil, som på ugedagene om morgenen blev parkeret udenfor forskningsfaciliteten. En rød postbil fiskene kunne se gennem akvariet og ud gennem vinduet i testrummet!

Tidligere tests havde bevist, at det var totalt ligegyldigt, om det var en vellignende attrap af en gydemoden han-hundestejle eller blot en rød klump testfiskene blev udsat for.  (Han-hundestejlen iklæder sig kraftigt røde farver, når han er i gydedragt).

Så når det at gyde overskygger andre behov, så tæller farve mere end form.

I Gads Store Bog om FLUEFISKERI I kapitel 4 under afsnittet ’Farven kan udløse hug’ s. 59 og 60 af 1990 nævner forfatteren Steen Ulnits også eksperimentet med hundestejlerne. Han skriver bl.a.:

”Men hvad er det egentlig ved vore fluer, der får fiskene til at hugge?

[…]

Det er velkendt, at netop hundestejle-hannen bliver overmåde aggressiv i gydetiden. Her forsvarer den sit territorium og sin rede mod alle indtrængende – specielt naturligvis konkurrerende hanner.

I gydetiden er hannerne stærkt røde på bugen, mens hunnerne har en stor, udspilet og rognfyldt mave. Man undersøgte nu, hvorledes hundestejle-hannen reagerede på forskellige attrapper. Nogle var nøjagtige efterligninger af hanner og hunner – andre lignede meget lidt eller slet ikke.

Eksperimentet gav en interessant indsigt i fiskens måde at reagerer på. Ikke uventet udløste vellignende attrapper med stærkt røde farver en voldsom reaktion fra hannen, der naturlig nok troede, at der var tale om konkurrerende hanner. Heller ikke uventet blev attrapper med en fyldig bug betragtet med stor interesse – som var de rigtige hunner.

Men det for os virkelig interessante var, at perfekte efterligninger ikke udløste stærkere reaktioner end mindre vellignende. Det var farven, der var afgørende for hannernes vedkommende, og formen for hunnernes. Farve og form var de såkaldte ’nøglestimuli’, der udløste reaktionerne – de faktorer, der afgjorde, om der overhovedet skete noget. Så længe attrappen blot var rød - helst stærk rød – udløste den voldsomme reaktion hos hannen. Alt andet var uvæsentligt. Selv en rød bil, der kørte forbi udenfor vinduet, var nok til at ophidse hannen.”

Sult:

Havørreden tager ikke føde til sig i ferskvand, når den vandrer op i åen!

Dét passer ikke. Under specielle omstændigheder er sult stadig en hugfaktor under opgang for havørreder (og laks) i ferskvand.

Når havørreden mærker, at nu er det tid til at trække op i åen, så vender den bogstaveligt talt ’snuden hjemad’. Det betyder dog ikke, at sulten øjeblikkelig forsvinder, men at den svinder væk over en periode på ca. 3 – 4 uger. Hvis havørreden befinder sig blot 2 ugers vandring fra åen, vil den have lidt af sulten i behold, når den trækker op. Derfor er det muligt at finde ferskvandsfødeemner som maveindhold i (nystegne) havørreder. Det ses dog sjældent hos laks, da de fortrinsvis har meget længere vandrerruter.

I øvrigt i forhold til det at tage føde til sig for laksefisk, formidlede Kaare Ebert nogle interessante forskerresultater:

Laksefisk er ikke umiddelbart i stand til at identificerer, hvad der er føde for dem. Først når laksefisken har set et ukendt (føde)emne mellem 50 og 250 gange, forsøger laksefisken, om det måske kunne være et fødeemne. Hvis den oplever, at det er det, så lagres emnet i hukommelsen og hukommelsen ’opdateres’ hver gang fisken tager emnet. Men hukommelsen er kort – i bedste fald op til 4 uger hos laksefisk. D.v.s. hvis fisken ikke igen møder emnet, så forsvinder det ud af hukommelsen og skal ’genopdages’ for at blive lagret på ny.

Aggressivitet:

Oprigtigt: Det giver ingen umiddelbar mening overhovedet, at en given agn på blot nogle få centimeter skulle være i stand til at provokerer en stor laksefisk!

Men det er det altså, agnet, i stand til at provokerer. Det skyldes, at han-laksefisk ikke er ret store, når de bliver gydemodne.

Kaare Ebert viste et kort videoklip af et par store havørreder i fuld gang med gydningen. En stor hun lader æggene gå og lader en stor han gyde sin sæd. Så snart han er færdig, slår hun et par slag med halen over gruppen. Et par mindre hanner skubber den store han væk og gyder deres sæd. Så langt så godt.

Den store han bliver far til 60 % af afkommet og de to mindre til 10 %. Det efterlader en mango på 30 %?!

Kaare Ebert viste sekvensen igen i ’slow motion’ og her ses det tydeligt, at så snart den store han begynder at gabe og sprede sin sæd, smutter der en meget lille han ind under den store hans bug og spreder sin sæd over æggene. Dér er de manglende 30 % i regnskabet og svaret på, hvorfor store laksefisk reagerer aggressivt på små agn.

Så indsigten er, at der er en indgroet aggressivitet hos laksefisk i ferskvand overfor alt der bare har den mindste lighed med en konkurrent.

Provokation:

Hvis vi et kort øjeblik vender øjnene væk fra fisk, så ved vi alle, at et rovdyr bliver provokeret til angreb af et byttedyrs flugt. ”Lig stille – spild død!” anbefales det, hvis vi bliver angrebet af en bjørn. Katten gider ikke musen mere, med mindre musen prøver på at flygte. Alle rovdyrs syn er præindstillet på bevægelse og hvis hunnen hos os mennesker løber drillende væk, så løber vi hanner bagefter.

Så i vores fælles genmasse ligger der en provokation, der bliver aktiveret af pludselig (flugt)bevægelse; og ligeså hos rovfisk.

En havørred kan svømme med op til 18 km. i timen – en laks op 28 og i ekstreme tilfælde op til 35 km. i timen. Selv med det bedste fiskehjul er ingen i stand til at hjemtage en agn med over 9 km. i timen eller en flue på en fluestang med mere 4 km. i timen. Så uanset hvor hurtigt vi hjemtager vores agn, så vil agnen blot blive opfattet som værende i ’jævnt slentrertempo’ af laksefiskene.

Hvad har det med provokation at gøre?

Jo: Hvad gør byttet, hvis det bliver jaget? Det flygter med alt hvad det har. Spring, plask, hurtige vendinger, forvirrende glimt osv. Dét kan vi som lystfiskere bruge som provokation. Vi kan hjemtage vores agn, så den provokerer huginstinktet hos rovfisken.

Så næste gang du står overfor træge fiskeperioder, så prøv at vende det hele på hovedet og lad dit agn plaske, arbejde meget hurtigt, stoppe pludselig op, gå i grøden og i øvrigt alt, hvad du kan finde på af flugtreaktion.

For os fluefiskere er der et gammel råd om at lade vores (sorte) fluer gå plaskende højt på vandet og streame om natten; ’måske’ de også kunne gøre det om dagen, fluerne … … Og spinderne … og woblerne … og ormene … og …

Summa summarum:

Og det var så det; nu ved vi alt omkring, hvordan vi som lystfiskere skal fange havørreder!

På med en provokerende blå larmende dims, der ligner noget der kan spises!

Nej; … … og atter Nej!

Vi ved heldigvis ikke, hvordan vi stilistisk skal fange havørreder, for der er alt alt for mange faktorer i spild. Faktorerne kan slet slet ikke indeholdes i et simplificeret matematisk formelsæt. Men måske kan de forskningsmæssige indsigter gøre en forskel for dig den dag, hvor havørrederne (atter) er helt umedgørlige.

Om ikke andet så maner resultaterne til inspiration og nytænkning. Ikke mindst næste gang du er ved at opgive de håbløse og kropumulige havørreder og er på grænsen til at binde dit (fra den dybeste bund af fisketasken helt umulige og alt for store plaskende) flouriserende blå gespenst i enden af linen.

Prøv det ...

Sponsorer