Nærværende er en oversættelse af The Wild Trout Trust's (UK) artikel "Trout Facts". Sportsfiskerforeningen SALAR har indhentet særskildt tilladelse hos organisationen til at oversætte artiklen.

Genetik og evolution

1. Genetisk forskellige ørreder er i stand til gyde sammen og producere levedygtigt afkom, men mange har været adskilt i tusinder af år. Dette sker, fordi de har forskellige strategier for overlevelse f.eks. deres valg af gydesteder og -timing eller tilpasninger for at udnytte forskellige nicher inden for fødekæden.

2. Bækørreder er en af de mest genetisk forskellige hvirveldyr. Der er langt mere genetisk variation til stede på tværs af britiske bestande af vilde bækørreder end mellem alle befolkningsgrupper i hele menneskeracen.

3. Bækørreder har mellem 38 og 42 par kromosomer. Mennesker har kun 23 par.

4. Bækørred (herunder havørred) hører til en enkelt arter. De er dog så forskellige, at der er gjort forsøg på at udrede dem til mindst 50 forskellige arter.

5. Regnbueørreden Oncorhynchus mykiss og bækørred Salmo trutta er i samme familie (Salmonidae), men er forskellige arter i forskellige slægter. De har de samme forfædre, men blev opdelt i to grupper for omkring 15-20 millioner år siden. Oncorhynchus blev isoleret i det nordlige Stillehav og Salmo i Nordatlanten.

6. Regnbue- og bækørreder krydses ikke i naturen, dog er ”brownbows” blevet produceret på dambrug.

7. Store ørreder kan spise store byttedyr. For eksempel, menes det, at store bækørreder på New Zealand gerne tager mus.

Biologi og Økologi

8. Ørreder har tænder i ganen kaldet vomerine tænder. Dette hjælper med til at skelne ørreder fra laks. Ørredens tænderne står i dobbelt række. Hos voksne laks i ferskvand er tænderne små og en enkelt række eller fraværende.

9. Ørredskæl har årringe som tilføjes efterhånden som ørreden vokser. De kan læses ligesom årringe i et træ.

10. Ørreder har kropssprog. Når de konkurrerer om en standplads åbner de gerne munden og vifter med gællerne samtidig med at de gør front mod deres modstander. Regulære kampe er forholdsvis sjældne. Underkastede ørreder lukke deres mund, trækker finnerne ind, bliver blege og synker mod bunden.

11. Der er stærke beviser for, at ørred kan registrere polarisering af lys. Det hjælper dem med at finde byttedyr.

12. Ørred har ikke skæl i den første måned af deres liv.

13. De fleste ørreder dør før deres første fødselsdag. Dødeligheden i det første leveår er typisk 95% eller mere. Den falder til omkring 40 - 60% i de efterfølgende år.

14. Bækørreder kan blive op til 20 år gamle.

15. Ørred kan hurtigt skifte farve. De bliver mørkere, når de blive aggressiv og lysere når de bliver underdanige eller som reaktion på skiftende baggrundsfarve.

16. I søer betyder et stort antal ørreder normalt en mindre gennemsnitlig størrelse og vægt.

17. Mange søørreder foretager vandringer, men i mindre omfang end havørreder. De bevæger sig op og ned ad åen og nogle gange ind og ud af søer på forskellige tidspunkter i løbet af deres liv. Dette for at gyde, finde føde eller for at indtage standpladser.

18. I naturen forekommer det, at laks og ørred krydses og producerer blandinger (hybrider).

19. Studier i den engelske flod Tweed i slutningen af 1980'erne / begyndelsen af 90'erne påviste en høj grad af krydsning mellem laks og ørred. 4 - 5% af ungfisk viser sig at være blandinger af ørred og laks (hybrider).

20. En bækørredhun producerer typisk omkring 2.000 æg per kilo kropsvægt.

21. Ørreder, ligesom de fleste andre fisk, kan ikke regulere deres kropstemperatur. Derfor har de den samme kropstemperatur som det omgivende vand. Ørredens tolerancetærskler ligger mellem et par grader og op til omkring 25° C. Ørreder har det ubehageligt i vand over 20° C.

22. Stallinger og ørreder kan sagtens leve i den samme strækning af åen. Det er svært at afgøre, om de konkurrerer med hinanden. De kan begge eksempelvis indtage et fælles fødeemne som f.eks. tanglobber, men det betyder ikke nødvendigvis, at de konkurrerer med hinanden.

23. Ørreder vælger mage for at forhindre indavl og for at give ynglen gode egenskaber som f.eks. sygdomsresistens. De vælger mage ved hjælp af lugtesansen og visuelle spor.

24. Hunørredens frugtbarhed (reproduktive potentiale / forplantningsevne) stiger generelt med størrelsen, men falder i store gamle fisk.

25. En ørred kan se og fokusere ud af begge hjørner af hvert øje samtidig. Det betyder, at ørreden kan se i næsten alle retninger på én gang.

26. Søørreder, der vandrer i søer, floder og andre vandløb for at gyde, er kendt som ”potamodromous”.

27. Store bækørreder spiser også små landdyr der falder i vandet, såsom fugleyngel der falder ned fra overhængende reder eller svømme mus eller mosegrise.

28. Ørredæg har brug for en konstant tilførsel af koldt, rent og godt iltet vand

29. I nogle søer kan vindblæste bredder med bølgeslag og rullesten som underlag give ørreder muglighed for  gydning.

30. Visse steder kan specielt bækørreder blevet mere fiskeædende ved en størrelse fra 20-25cm.

Størrelser

31. Vilde bækørreder kan vokse sig meget store. En 31 kilo ørred blev fanget i Lago Maggiore, Schweiz i 1928.

32. Den britiske rekord  for stangfanget vild søørred er 14,4 kg fanget i søen Loch Awe af Brian Rutland.

33. Den engelske rekord for stangfanget søørred blev fanget ud Calshot Spit i Solent af J. Farrent. Den vejede 12,85 kg.

34. Den største underart af Salmo trutta er den Kaspiske ørred, der rapporteres at veje op til en massiv 51 kg.

35. En havørred på 18,80 kg. blev fanget af Tom Healy den 11. september 2009 i Manistee River-systemet i Michigan USA. Fangsten var ny all-tackle verden rekord for arten.

Fiskeri

36. Den tidligste henvisning til fluefiskeri (200 f.Kr.) er af den romerske lærde Aelian der registrerer at makedonere ”kaster med stænger til plettede fisk”.

37. I åer med højt lystfiskerpres bliver ørreder bedre i stand til at skelne mellem naturlige fødeemner og så dem der har et stykke nylon vedhæftet.

38. Man kan se forskel mellem en stigende ørred og en stigende stalling til tørfluen. Stallingen blæse små bobler, når de stiger. Det gør ørreder (sædvanligvis) ikke.

39. Ørreder kan ikke grine, når de bliver kildet.

40. At kilde ørreder er en gammel metode til at føle sig frem efter ørred under flodbredder og fange dem med hånden.

41. Ørreder er tilsyneladende ikke i stand til at skelne mellem en perfekt bunden flue og en der ikke er.

42. Alle fiskerne ved, at ørred bliver gradvist større, efter at de er blevet fanget.

43. Ørreder har en hjerne på størrelse med en ært, men det forhindrer dem ikke i at snyde lystfiskere – det meste af tiden.

44. Forskning i USA har vist, at bækørred er sværere at fange end regnbueørreder. Behnke ”Om Ørred 1989”.

45. I Buffalo Ford - del af Yellowstone National Park - er bækørreder blevet fanget og genudsat i gennemsnit 9,7 gange hver.

46. Analyse af fangstdata viser klart, at en stor del af fangsten er taget af en lille procentdel af lystfiskere.

47. Stilhed før en storm kan være en af de bedste tidspunkter at fange fisk, herunder ørred. Undersøgelser har vist, at ørred reagerer på pludselige ændringer i deres miljø som f.eks. regn og storm m.v.

48. Et gammel ordsprog siger: ”Giv en mand en fisk, og han vil spise for en dag. Lær ham at fluefiske og han vil flytte til New Zealand.”.

49. ”Amatørens 14 dage” refererer til en periode i foråret, når klækningen af døgnfluen Ephemera danica kan udløse en sand ædefest hos ørreder og alle kan da fange fisk.

Havørred

50. Havørred lever i stimer som smolt i ferskvand - også senere når de søger føde i havet. Når de er vendt tilbage til ferskvand og gydningen begynder, så bliver de territoriale.

51. Nogle ørreder søger føde i flod- og åmundinger snarere end at søge ud i det åbne hav. De kan være ”semi-forsølvet” eller snarere mere som bækørred i udseende.

52. Internationalt er havørred kendt under mange forskellige navne. Disse omfatter bl.a.: Sølvtøj, HØ’er, Grønlændere, Overspringere, Silvers, Finnock, Herling, Whitling, Sewin og Hvid ørred. Udtrykkene afspejler ofte havørredernes adfærd på et givent pågældende tidspunkt, hvor f.eks. Grønlændere er unge havørreder der trækker op i åerne i senvinteren og en Finnock er en havørred i sit første år, efter den blev en smolt. Et andet udtryk for små havørreder er ”Skole skræl”.

53. At se om en ørred er en bæk- eller havørred kan være let. Hvis havørreden er nystegen fra havet er den  karakteriseret ved at være sølvskinnende og kan stadig bære havelus. Men når de har været i ferskvand i et stykke tid, vender de tilbage til bækørredens farver. Havørreder har tendens til at være (meget) større end hjemmehørende fisk.

54. Bæk- og havørreder vender tilbage til det åstykke, hvor de født for at gyde. Dog vil et lille antal ørreder vandre ind på nyt territorium for at gyde med de lokale ørreder. Det bringer nyt genetisk materiale til den lokale stamme og kan være nyttigt.

55. Havørred kan vandre op i fremmede vandløb og dermed genbefolke åer. Hvor hurtigt det sker afhænger af, hvor tilgængelige den ”tomme” å er for disse nye ørreder.

56. Efter den sidste istid blev floderne i Storbritannien befolket af vandrende havørred der fandt tomme levesteder og skabte nye nicher i de nyligt isfri floder og åer.

57. Processen ”smoltifikation” er udskilningen af unge bækørreder, der forbereder sig på at gå til havs. De ændrer sig på flere forskellige måder: F.eks. bliver de sølvfarvede ved at producere guaninkrystaller på deres skæl, deres øjne forstørres og deres indre organer tilpasse sig til at klare overgangen fra ferskvand til havvand.

58. ”Anadromous” bruges til at beskrive fisk, som regel laksefisk, der trives i både fersk- og saltvand. Anadrome fisk gyder i ferskvand og migrerer til havet som unge for at styrke sig mod voksenlivet og gydningen i ferskvand.

59. Havørreder undergår store fysiologiske ændringer, når de bevæger sig mellem fersk- og saltvand. Særlige celler i gællerne opbygges, så salte kan udskille og ligeså tilpasser nyrernes sig de nye forhold, så de kan  producerer masser / eller lidt urin - alt afhængig af saltindholdet i vandet omkring dem.

60. Smolt bevæger sig nedstrøms i stimer og hvis strømmen bliver for stærk lader de sig presse nedstrøms med halen først.

61. Hos nogle havørredstammer er der fortrinsvis hunfisk. Det menes, at det er fordi hunfisk kræver større energimængder for at producere deres rogn. Hanfiskene derimod kan producere tilstrækkelig sæd, mens de stadig er i åen / floden. Hunfisk – såvel laks som havørred - kan parre sig med små hanfisk. Denne parring kaldes ”Et Gammelklogt Par”.

62. Havørrederne forbliver generelt indenfor en radius på 80 km. af deres fødested. Dette i modsætning til laks, som vandrer meget længere til forskellige f.eks. subarktiske fourageringsområder.

Bækørreder rundt om i verden

63. Salmo trutta er en af de mest udbredte fisk på de britiske øer.

64. Bækørreden blev indført til den sydlige halvkugle. Der er ingen indfødte Salmoarter på den sydlige halvkugle.

65. Der er kun én ægte indfødt ørredart på de britiske øer: Salmo trutta. Regnbueørreder blev indført fra Nordamerika og blev indført til England i det 19. århundrede.

66. Havørred er ikke hjemmehørende i Nordamerika. De blev introduceret i anden halvdel af det 19. århundrede fra Tyskland og Storbritannien.

67. Den naturlige vifte af Salmo trutta strækker sig fra Island til Atlasbjergene i Nordafrika og fra Irland til Uralbjergene og det Kaspiske hav. Siden slutningen af det 19. århundrede er de arter, i vid udstrækning, blevet introduceret ud over hele kloden.

68. Middelhavet har ingen havørred, men de forekommer i Sortehavet og Det Kaspiske hav. Derudover forefindes de langs en stor del af Atlanterhavskysten, Østersøen og så langt nordpå som Barentshavet

og Kara Hav i det Arktiske Ocean.

69. Hav- / bækørreder er blevet indført i mange lande og regioner – f.eks.: Australien, New Zealand, USA, Canada, Sri Lanka, Sydafrika, Zimbabwe, Malawi, Kenya, Kashmir, Bhutan, Falklandsøerne, Chile og Argentina.

70. Bækørreden er blevet så godt tilpasset i nogle lande, at de har udkonkurreret den indfødte fisk som f.eks. i New Zealand. I disse tilfælde er de en invasiv art, men da de er af væsentlig økonomisk betydning for sportsfiskeri og turisme er de blevet modtaget med glæde.

71. I Nordamerika er havørreden nogle steder stadig kendt som ”Tysk Ørred” eller ”Loch Leven Trout”.

Trusler og bevaring

72. Ørreder og laks er særligt sårbare over for klimaændringer og global opvarmning, fordi de er afhængige af en overflod af klart koldt vand. Derfor vil stigende temperaturer have negative virkninger på en række af deres livs faser fra æg til unge til voksne (Trout Unlimited, 2012).

73. Studier i Europa har vist, at vandkraftudvinding o.a. unaturlige forhindringer kan svært begrænse vilde ørredbestande.

74. Barrierer som f.eks.: Moler, dæmninger, stenkister, luger o.a. opdæmninger kan forhindre hjemmehørende bækørreder fra at få adgang til gydeområder og levesteder, hvilket er afgørende for alle faser af deres livscyklus.

75. Opdrættede ørreder, selektivt avlet til forskellige formål, udviser ofte andre karakteristika end vilde bestande. F.eks. gyder de tidligere og tager hurtigere vægt på. Opdrættede ørreder er ofte ”tamme”. Dette et resultat af, at de har en reduceret reaktion på rovdyr; hvilket gør dem mere sårbare end vilde fisk overfor rovdyr (herunder lystfiskere).

76. Den enkleste måde at skelne en opdrættede fisk fra en vildtlevende fisk på er, at se på tilstanden af dens finner. Mange opdrættede fisk får skader på deres finner, hvilket efterlader finnerne bøjet eller afrundede. Dog kan vilde fisk også lider af afslebne finner og haler efter gydningen.

77. Calciumcarbonat nedbør er et fænomen, der opstår i kridtrige vandløb og forårsager, at flod- / åbunden  bliver ”cementeret” af aflejringer af calciumcarbonat. Det bevirker, at gydegrusen bliver for solid og ugennemtrængelig til at hunørrederne kan ”grave’ en gruppe, når hun gyder sine æg. Problemet er forårsaget af lav og langsom strøm og øgede tilførsler af kvælstof.

78. Mange stammer af domesticerede ørred har været i fangenskab i 30 + generationer.

79. Studier af opdrættede og vilde bækørreder under naturlige forhold påviser, at opdrættede ørreder har dårligere overlevelse og reproduktion i forhold til vilde fisk (ofte mindre end 10%).

80. Studier af ørredbestande i Europa og Nordamerika viser, at manglende brug af genvariation kan føre til tab af naturlige genetisk forskellighed og dermed potentielt kan påvirke ørredernes evne til at tilpasse sig og overleve.

81. Jo flere fisk der samles i et vandområde (dam), jo langsommere vil de vokse i naturen.

82. Opdrættede fisk er svagere end deres vilde artsfæller, og dermed kan manglende genvariation, over tid, reducerer de sundhedsmæssige og reproduktive potentiale og i sidste ende antallet af ørreder i et flodsystem, hvis de alene bruges som udsætningsmateriale.

83. Unge ørreders overlevelse i kridtholdige vandløb er stærkt afhængige af vandmængden, hvor specielt måneden april er vigtig (Solomon og Paterson, 1980).

84. Overdreven lystfiskerpres kan reducere en ørredbestande ved selektivt at fjerne store og formeringsaktive individer.

85. Overgræsning af husdyr har længe været betragtet skadelig for vilde laksefiskvandes populationer, da det kan fjerne flodbreddens plantedække og i visse tilfælde fremskynde brederosion og dermed føre til et bredere og mere lavvandet flod- / åforløb - hvis vandhastigheden nedsættes øges udfældningen af sediment. Dog kan kontrolleret græsning være rigtig godt for at fremme biodiversiteten langs en å / flod og modvirke invasive plantearter.

86. Havørredbevaring er påvirket af, hvad der foregår på havet såvel som i gydende bifloder. Overfiskeriet af tobis i Nordsøen forventes at påvirke antallet af havørreder der vender tilbage til deres åer / floder.

87. Catch and Release (C/R) er et vigtigt styringsredskab, der forhindrer overudnyttelse af skrøbelige vilde ørredbestande. ”... Et god fisk er for værdifuld til at blive fanget kun én gang.”. - Lee Wulf.

88. En undersøgelse i USA anslår, at fangsterne af trofæørreder (længere end 38 cm.) var 28 gange større i C/R-områder end i et ureguleret område.

89. Meget surt vand - pH 3.5 - kan forårsage, at bækørredens æg dør indenfor ti dage.

90. Nåletræer kan fange sure emissioner på deres nåle. Derfra vasker syrnet vand ned som efterfølgende påvirker jorden til at frigive tungmetaller, hvilke er giftige for laksefisk, da fiskene optager dem via gællerne.

91. Indførte organismer kan have en negativ indvirkning på vilde ørreder. F.eks. i Canada og New Zealand hvor en indfødt alge Didymosphenia geminata – almindeligt kendt under navnet ”Klippe snot / Rock snot” (p.g.a. udseendet) - har resulteret i reduceret cirkulation af vand i underlaget af flodlejer i de berørte områder. Det  har reduceret antallet af ørredæg der overlever og klækker, når algen blomstrer op.

92. Brugen af modhageløse kroge kan reducere den tid, det tager at fjerne en krog og minimerer derfor skader på fisken.

93. Bækørreder fanget på flue er mindre tilbøjelige til at dø efter frigivelse end ørreder fanget på andre agn.

94. Balkan i Europa er et vigtigt center for forskning i ørreder. I regionen findes fire underarter, der adskiller sig i både udseende og vaner: Ohrid Trout, Marmor Trout, Softmouth Trout og Dentex Trout.

95. Opdrættede bækørreder beskyldes for at true den genetiske integritet af både Balkan’s og Middelhavsområdets indfødte ørredstammer.

Levesteder

96. Bækørreder vokser hurtigst i de sydlige produktive floder og vandløb på de britiske øer. For eksempel kan en treårig fisk i Hampshire være mere end 30 cm. lang. En treårig ørreder i en sur strøm i det skotske højland kan være mindre end 15 cm. lang.

97. Tungt sediment i gydende grus i de sydlige kalkstrømme i England har vist sig at dræbe stort set alle ørredæg. Dog ses det, at æg, der overlever producerer ungfisk, der vokser hurtigere og har en bedre end gennemsnitlige overlevelsesrate.

98. Tilvæksten hos en ørred bestemmes ikke nødvendigvis af, om den opvokser i en flod eller i en sø. Ferox er den største ørred på de britiske øer, og bebor ofte søer med dårlig produktivitet. Under disse betingelser lever de meget længere end andre ørreder og når vægte på over 16 kg.. Det gør de ved at indtage en høj proteindiæt bestående af andre fisk.

99. Vækstrater for bækørreder varierer enormt i forskellige typer af floder og søer. Den vigtigste forskel er mellem baserige / calciumrige vande (kridt-vandløb og kalkstensbaserede åer / floder), hvor fødeemner er talrige og ørrederne vokser hurtigt. Og de sure åer / floder, der er mindre produktive og hvor ørrederne vokser langsommere eller blive til havørreder.

100. I floder og åer er ørreder territoriale og vil ofte jage andre ørreder væk fra deres standpladser. I søer hvor der ikke er foretrukne område, der værd at forsvare, er ørrederne mindre aggressive.