En flad fornemmelse

Sportsfiskerforeningen

Jakob undre sig over, hvad det er Karsten i forgrunden dog er ved at binde på linen?
Forfatteren med et par færø-torsk
En håndfuld helleflyndere taget på langline på Færøerne
Der er ikke 'kun' helleflyndere i vandene omkring Færøerne. Her en håndfuld rokker taget på langline.

En flad fornemmelse

Jakob stod med hele hans grinende fjæs langt ude af vinduet af styrehuset på båden - vind og skumsprøjt fik hans hår til at blafre vildt om det rødmossede ansigt; i baggrunden stod Skuvøs skæve profil mejslet mod den blå himmel. På klingende Færøsk råbte han: Hiv nu ikke proppen op! … Karsten mumlede noget ganske uforståeligt på Østjysk, mens han pumpede som en gal og rev og flåede i sit Ambassadør 10.000.

 

Det var i det herrens år 1977 og vi var på en 5 ugers lystfiskerferie på Færøerne. Faktisk var turen egentlig startet 7 år tidligere, da Karsten som 13 årig havde fået en bog foræret: ”Fiskesafari i Nordatlanten” af Curth Lindhe. Karsten havde fået den i julegave og jf. Karsten så står prisen stadig i den, 24,75 kr på udsalg - nedsat fra 49,35 kr.! Den var også grunden til, at det eneste Karsten ønskede sig til sin konfirmation var penge til en rejse til Færøerne.

 

Vi havde læst og genlæst den bog talrige gange og bare drømt inderligt om vildørreder og Færøske fjelde. Men der skulle gå 7 år før turen blev realiseret – 7 lange og trange år med venten og planlægning … og ikke mindst med en vedvarende bearbejdning af vores forældre: ”Ja men det kan I da nok forstå, det er da ikke noget problem at tage til Færøerne, der går jo både skib og fly.” Plagede vi. Lident hjalp det, de var ikke parate til at slippe to 16 årige løs på fisketur ’In the middel of nowhere’. Så vi måtte tålmodigt vente til jeg var 20 og Karsten 19.

 

På en dagstur med ’Silkeborg saltvandsfiskerforening’ havde vi mødt Bent og så’n lidt for sjovt spurgt ham om han ville med til Færøerne. Svaret lød prompte: ”Jow!”. Og sådan gik det til, at vi tre lige pludselig en solbeskinnet dag sidst i juni 1977 fandt os selv i Kastrup lufthaven ved indvejningen med 20 kg. overvægt … hver. Heldigvis var hende bag skranken med Maersk-kasketten (og med magten til at udsætte turen i det uendelige) rigtig sød og sagde: ”Pyt, det går nok. Sådan en Boing 747 kan læsse meget.” Vi åndede lettet op og undlod at sige ét ord om, at vi skam havde sendt 80 kg.(!) konserves og en halv grejforretning m.m.m. i forvejen med skib.

 

Selve den to timer korte flyvetur var lige præcis så begivenhedsløs, som det nu kan være, når man har ventet i 7 år og lige må tilbage for at tanke i Bergen i Norge fordi Færøernes lufthavn Vagar lå indhyllet i en tåge der bedst kan sammenlignes med konsistensen på min hedengangne farmors havregrød og man får at vide, at vi har ’fuel’ til blot ét forsøg, når vi kommer tilbage til øerne. Altså, det var ikke fordi piloterne ikke forsøgte at finde lufthavnen - Ohh jo, de gjorde skam hvad de kunne. Jeg husker stadig de to halsbrækkende landingsforsøg i første runde: mikroskopisk hul i ’grøden’ efterfulgt at ’Stuka-dyk’ og lige så heftig optur – rutschebanen i Tivoli? … Fnys!

 

Efter at have set Bergen lufthavn og indtaget en passende antal ’Gin & Tonics’ var vi tilbage ved øerne. Vi kom ind fra syd i ’Lunde-højde’ fra langt ude over havet. Snuden af flyvejernet havde kurs mod udløbet af Sørvågsvatn og tågen lå som et låg over søen. I sydenden var der noget piloterne tolkede som et hul i ’grøden’… ind under fjeldet i 500 meters højde – et rapt løft og vi for i et hop ind over kanten af søen, hvor dens karakteristiske vandfald - der kaster sig ud i intetheden fra 600 meters højde (nej der er ikke alverden af lakseopgang der) - forsvandt under os med foruroligende hastighed. Vi jog henover søen og maste os vej gennem tågen … Der!, en svag fornemmelse af en lang sort streg … nogle hvide pletter på grågrøn baggrund der flygtede ud til alle sider … Får! .., der løber får på landingsbanen!!! … et infernalsk brøl og ’flyvejernet’ blev banket ned på noget der mindede om en landingsbane … gyngen og svajen … færinger der brød ud i jubel, råbte, grinede og klappede – vi var landet på Færøerne!

I dag er det jo den rene luksus at komme ned deroppe – 1.200 meters landingsbane og alverdens elektronik. Barnemad – næh kære venner, I skulle have været udsat for den skandinaviske pendant til de her brasilianske indianeres manddomsprøve, hvor de hopper ud fra et træ med et reb om fødderne og stopper lige før de rammer jorden – det må svare fuldt ud til en Boing 747 der skal fra 300 km. i timen til 0 på 600 meter … intet under at ingen undlod at følge skiltet med ’Fasten your seatbelts’.

 

Vi havde været i hytten ved Sandsvatn på Sandø i en god uges tid, da vi endelig fik kontakt til en færing, der kendte en der havde en båd og som han var sikker på ville forbarme sig over de tre skøre danskere, der sikkert gik alverdens rygter om i bygden. Alt var sådan set på plads; bussen havde stoppet ved hytten og læsset de 80 kg. ’overlevelsesudstyr’ og elementære nødvendigheder så som 30 blå Tobis-blink, et par kg. blylodder til glidetackler, 12 dåser af ubestemmelig karakter indeholdende et fluidum producenten højhelligt lovede var ’Forloren Skildpadde’, et par kilometer ekstra line 0,45 og andre småting som er et ’must’ i enhver fisketaske. Bent havde været på Tórshavn sygehus for at få fjernet den ståltråd, der havde holdt hans kæber sammen, efter at han to dage før afrejsen var blevet overfaldet og sparket af et par særdeles ubehagelige typer fra det Silkeborgensiske natteliv og brækket kæben et par steder. Hans blå øjne var nu blå helt om bag ørerne og stod i en vidunderlig skærende kontrast til hans knaldrøde fuldskæg og viltre ditto hår – alt i alt lignede Bent helt sig selv og gled helt naturligt ind i gadebilledet som en zyklamerød budcykel i en gul mælkebøttemark. Åhh jo, de skøre danskere var det stor samtaleemne det år i Sand bygd.

 

Vi fandt frem til Jakob, der som skolelærer på den lokale skole, nok havde de pædagogiske evner der skulle til for at tumle tre utålmodige danskere. Jakob havde en lille båd - en færøsk bananskræl på ca. 20 fod tænkte vi – men den færøske bådtype overgår i sødygtighed langt, hvad man for prisen på ’forenden af en jetjager’ kan få af moderne både i dag.

 

Det var nu blevet juli og Jakob proklamerede højlydt, at vi ikke skulle gøre os nogen forhåbninger om at få nogle torsk som bifangst, når vi fiskede efter helleflyndere. Af en eller anden grund var de altid fraværende på Skuvø banke i juli, men der var selvfølgelig altid brosmer og langer. Vi svarede at det ikke gjorde noget, bare vi kunne få lov til at prøve at fiske efter helleflyndere, så var vi så men tilfredse. Vi aftalt at mødes på havnen næste morgen lørdag klokken 07:00 og at vi skulle betale et lille bidrag til olien; vi lovede at være der til tiden og at vi skam gerne ville betale mere, men det sidste faldt ikke i god jord, blev vel nærmere modtaget med panderynker og vi berørte ikke emnet mere – faktisk aldrig mere, selvom det gennem årerne blev til flere ture med Jakob.

 

Vi mødte frem på havnen næste morgen bevæbnet med hvad der vel kun kan sammenlignes med et par velassorterede lystfiskerforretningers totale ’deep sea’ udvalg. Stænger, tasker, fotografiapparater, hjul, liner, enorme grejkasser, 20 pund blæksprutter og nogle madpakker der med rund hånd kunne være delt ud på Jakobs skole og mættet samtlige munde. Jo – vi var klar!

 

De gamle færøske erhvervsfiskere holdt sig på behørig afstand af menageriet og Jakob har sikkert tænkt sit. Til ’duk-duk’-tonerne fra motoren stod vi ud af havnen og i almindelig forvirring og utålmodighed tumlede vi rundt i bunden af båden – Jo, på Færøerne indeholder vejrudsigten estimater af højden på atlanterhavsdønningerne og deres interval og de dønninger var noget overraskende for sådan en flok ’fladlændere’. Vi bankede os vej ud på Skuvø banke - en forhøjning på havbunden der løftede sig op til at være ’kun’ 100 meter under os. Vi fik sat et par ’Bergman’ på i sværdvægtsklassen og et par ’Torsketrolde’ ovenover – ud med ’Juletræerne’ og ned, ned, ned og ned – dunk! Nå der var altså bund her – skæve ned til den Ambassadør 6.000 der gjorde det så godt under sydspidsen på Samsø – der var sgu’ æ møj line tilbav' … gad nok vide hvad der sker, hvis der komme en flynder forbi? Pumpe et par gange og så kom de karakteristiske ryk fra en god lille torsk. Op, op, op, op, op … og ind med en fin 6punder – ud med ’Juletræet’ … dunk! … pumpe et par gange … op op op op, ny 6 punder: ”Du Jacob, du sagde at der ingen torsk var, det går da meget godt?” mumle mumle … ’vinden i syd’ … mumle mumle ’højvande’ … Karsten, Bent og jeg kikkede på hinanden og jeg tror minsandten, at der kom et lille grin – også de have ’fast fisk’ og et par stykker i bunden af båden. Da der var gået en lille time på den måde og vi vadede rundt i gode torsk kom Jakob hen og ville se hvad pokker det var vi fiskede med. Hans hånddrevne spil med ’Gummimakker’ havde ikke givet bare én eneste torsk. Vi stak ham en håndfuld ’Torsketrolde’ (I ved: En stor rustfri krog, nogle farvestrålende fjer og hvis det skal være vildt, lidt chenille som krop). For første gang nogensinde udskiftede Jakob hans batteri af ’Gummimakker’ med noget andet … mumlede lidt, hev i håndtaget og sendte tabanacklet ned i mørket. Ja, Jacob fyldte i løbet af dagen forenden af båden med de flotteste torsk og sled en bekymrende mængde ’Torsketrolde’ op. Ja, der var aldrig i mands minde blevet fanget torsk før på Skuvø banke i juli. Ja, da vi kom hjem bandt vi et par hundrede stykker til ham og sendte dem op til torskene på Skuvø banke. Ja, mig bekendt bliver der den dag i dag brugt ’Torsketrolde’ på Skuø banke i juli, hvor torskene af en eller anden grund bare ikke vil have ’Gummimakker’.

 

Vi havde fået torsk nok og ville sadle om til ’deep sea tackle’ – det var jo trods alt ikke agnfisk vi var kommet efter. 2 meter lange stålforfang med 150g glidebly, kraftig rustfri krog i hajklassen agnet med en halv blæksprutte blev sendt ned i dybet med tankerne: ’Ohh – Flynder fra det store dyb, kom op til os’. Et par brosmer og torsk (Gaaaab - kedeligt) senere fik Karsten fast fisk. Her, lige nu! blev 7 års længsler, søvnløse nætter, talrige timer ved stansemaskinen hos den lokale smed, ophængninger af stativer til sprøjtemaleren og uddeling af reklamer materialiseret i det vi havde drømt om – Færøske helleflynder. Jakob fik alle hans kroge indenbords, vi andre fik stuvet vores grej af vejen, Karsten fik spændt ’hofteholderen’ på og gummiduppen af bunden af hans havstang blev for første gang i dens snart 5 årige liv fjernet. Stangen blev plantet i ’hofteholderen’, knarren spændt og han lænede sig mod vægten. Først skete der ikke meget, men efterhånden begyndte dyret i dybet at cirkle rundt og dets karakteristiske løften og sænken dets hoved under svømningen kunne tydeligt aflæses i stangens bevægelser. Fisken tog et par udløb ud langs bunden på vel 50 meter og Karsten kæmpede snøren tilbage på hjulet. Efter en halv time på den måde, bestemte den sig til, at nu gad den sgu’ ikke lege med det skøre menneske mere. Et rask og meget voldsomt udløb langs bunden og Karsten stod tilbage med sveden løbende ned af panden og spandt meget langsom tacklet hjem. Tacklet kom om bord og krogen blev inspiceret – intet tegn på sløvhed eller på, at den var blevet bøjet. Jakob sejlede os ind i roligt vand under fuglefjeldene (hvilket min mave var meget taknemmelig for) og vi tog en ’rundbordssnak’ om hvad der var hændt og madkasserne kom på bordet. Jakob fortalte, at det var meget almindeligt med fisk på ca. 150 kg. på Skuvø banke, men at også meget større blev fanget på langliner. Vi begyndte så småt at fatte, hvad det var, vi havde givet os i kast med. At hive, hvad der svare til et mellemsvært germansk egetræsspisebord op gennem 100 meter vandmasser med en line der end ikke var 1 millimeter tyk, var fæstet til et lille bitte stykke teknik med et lille bitte håndtag der sad på en pind, var og blev en temmelig håbløs opgave. Måske vi skulle revurdere vores taktik og ikke mindst teknik var Jakobs råd – men Nej!, vi var ikke rejst den lange vej eller havde drømt alle de drømme for at give op lige med det samme. Vi ville prøve igen. Altså ud på banken igen, ned med ’sprutterne’ og på’n igen.

 

Denne gang var det min tur til at prøve kræfter med ’Flynderen fra det store dyb’. Ak ak enfoldige menneskebarn, tænk dig lige lidt om – et Ambassadør 6.000 med ca. 200 meter 0,45 og en lille 6 fods stang – nej vel, man kan lige se det for sig. Nøjagtig samme opskrift, cirkle en halv time og så af sted ud langs bunden med ’top speed’. Timen senere gentog menageriet sig for Bent. Jeg havde kastet ’håndklædet i ringen’ for den dag og supplerede Jakobs torskeforråd, mens Bent, der teknisk var klædt på i samme klasse som Karsten med Ambassadør 10.000, 370 meter 0,60 og 8 fods ABU Pacific stang med ’fighting but’ og ’hofteholder’, holdt på med forfører flynderen resten af dagen. Det lykkedes ikke at få ’ham’ (for det var vi enige om – sådan en styrke måtte komme fra en ’han’!) i tale mere den dag …

 

Dagen var gået og aftensmaden kaldte på Jakob. Vi stod hjemover fuldt fortrøstningsfulde, da vi havde fået en aftale om at gentage succesen den næste lørdag. Jakob kaldte hjem til havnen og bad om ’et par’ kasser med tøris til ’et par torsk’. Da vi kom ind var det meste af bygdens mandige befolkning på kajen og så måbende til efterhånden som Jakob langede kasser med torsk op på kajen og andre stille dem på en palle - som det i øvrigt tog en velvoksen truck at køre væk. Vi nikkede smilende til folk og fremviste gerne vores ’Torsketrolde’. Færingerne rystede på hovedet og talte med en tilpas mængde af fagter indbyrdes om ’hvad ved jeg’ … sikkert noget om skøre danskere, sikkert noget om held og sikkert noget om vand og sø og strøm og vind og sol og båd og kaptajn og …

 

Vi gik hen til Jakob for at betale og for at sige tak for turen. Jakob nægtede pure at modtage nogle penge fra os, han sagde at fangsten så rigeligt dækkede olien og at vi også allerede havde betalt for turen næste lørdag på forhånd. Det var sidste gang vi nogensinde snakkede om penge med Jakob. I årerne derefter når vi kom, kostede det aldrig noget, også selv om vi aldrig overgik denne dags torskefangst.

 

I løbet af ugen slikkede vi sårene og plejede de ømme skuldre med søørreder og fjeldture og så var det lørdag igen. Vi mødte igen op på havnen, men denne gang var Jakob ikke alene, hans far var der også og proklamerede, at nu skulle vi prøve hans båd, en 30 fods Vikingesund-kutter med flere ’torskespil’ med gummimakker og ellers rigget til som langlinebåd. Han ville ved selvsyn se de her skøre danskere der troede, at man på hvad der vel bedst kunne sammenlignes med blomsterpinde, kunne fange en ’kalva’, som Helleflynderen hedder på Færøsk. I øvrigt synes jeg den dag i dag, at det færøske udtryk der leder tankerne hen på det danske ’kalv’, passer meget bedre end det danske. Det passer ligesom lidt bedre - så’n ret organisk. Det er li’som det bedre giver et billede af, hvad det er man er i gang med, så’n at tøjrer en tyrekalv på et par hundrede kilo med en stump nylonline og en blomsterpind.

 

Vi kravlede ombrod i det rene slaraffenland for havfiskere – tre mand om en hel båd! Men vi fik samtidig også et billede af, hvor søstærk Jakobs båd var. Kutteren kunne vel bedst sammenlignes med en korkprop på Juelsø ved Silkeborg en stormblæst oktoberdag – den red ikke på bølgerne eller dønningerne, den tumlede sig vej over dem som en gammel fredagsbrændet klokken 5 lørdag morgen. Hvis min mave havde reageret på Jakobs lille båd, var den her nærmest på vej ud gennem alle åbninger over navlen. Og Ja, de færøske måger er ikke kræsne. Og Ja, Bent, Karsten og Jakob - for slet ikke at tale om hans far - havde en skøn dag på min bekostning. Pyt, jeg kunne jo ikke lave det om og det var bare med at komme af med det, der skulle ud og så se at få noget grej i ’suppen’ og få hevet nogle fisk indenbords. Så som sagt så gjort. Jeg koncentrere mig om at fange nogle ’oliepenge’ og overlod ’kalvene’ til de ’tyrefægtere’ der var lidt mere ’fit for fight’.

 

Vi lå på banken i det mest fantastiske solskin med næppe en vind til at kruse overfladen (hvad der ikke just var med til at dæmpe de slet skjulte bemærkninger om danske vikinger og beherskelsen af de åbne vider på vej til Grønland i fordums tider). Jeg var ’knaldhamrende’ søsyg på et nærmest spejlblankt hav omgivet af hvide mågeskrig og ditto torskemaver. Et par brosmer, nogle langer, sej og torsk og atter torsk hev jeg trossigt indenbords mellem de krævede ofringer til de færøske fiskeguder.

 

Den her gang var Kasten forberedt, da den stak af langs bunden i et langt og inderligt rush. Vi andre stod i behørig afstand og så på den krumme ryg der bevægede sig i en fast rytme. Først pumpe så bukke ned og så pumpe igen – ikke at det gav line på hjulet, faktisk overhovedet ikke – tværtimod var lyden af knarren, Karstens mumlen, bølgeskvulpene mod stævnen og motorens dunken det eneste vi hørte. ’Kalven’ gik over til en anden taktik, den stod stille – helt stille og Karsten fik sin line tilbage på hjulet og kom op i stævnen. Jakob styrede op mod fisken ligetil linen skar næsten lodret ned i det dybe vand. Hos os andre fremmanedes billeder af hvordan det her ’germanske egetræsspisebord’ bare stod derned ligesom en mammutudgave af en god rødspætte med krum ryg og finnerne spilet helt ud. Karsten lagde alt det pres på den, han turde, men lident hjalp det, den bare stod der!. 30 års små og større fisk glubsk fortæret og samlet i et stålbundt af rå urkraft holdt ’siesta’, mens det enfoldige menneskebarn hev i sin blomsterpind. Efter en stillingskrig på et kvarters tid, var det på tide at røre sig lidt efter ’luren’ og vi ’gik’ os alle en lille hyggelig eftermiddagstur på et par sømil ned mod Suderø. Karsten var nu ved at være godt mør og bremsen kunne ikke spændes mere på ’bassen’ – alligevel tog ’dyret’ stille og roligt meter efter meter af line fra hjulet. Efter hyggeturen blev ’kalven’ forårskåd og skiftede tempo til luntetrav. Knarren skreg og Karsten var nu på randen af fysisk sammenbrud. Han gik ned på knæ, stemte dem op mod rælingen og lænede sig tilbage – det kunne den helt tydeligt ikke lide og skiftede igen tempo. Den flåede linen af hjulet så der stod en tåge af vanddamp omkring spolen og Bent begyndte at hælde vand på de nærmeste gloende spolegavle. Jakob gav kutteren alt hvad den havde i sig og vi bankede med 10 mil i timen og i kaskader af frisk salt færøvand efter den, men lident hjalp det. Den tømte hjulet i ét langt udløb – 370 meter 0,60 forsvandt ned og ud i dybet. Tilbage var der den tomme spole og en ’noget’ anstrengt spoleknude.

 

Den kamp var i virkeligheden allerede tabt 7 år før, da to knægte forelskede sig i 22 grønne øer midt i det vindomsuste Nordatlanten og nu manifesterede den sig. Linen brast og Karsten tumlede om i bunden af båden. Bent tog stangen og spandt de sørgelige rester hjem. Jakob og hans far havde lige pludselig noget de skulle snakke om nede på agterdækket og jeg bøjede mig ned til min kammerat og gav ham et stort knus. Længe holdt vi bare om hinanden og sagde ingenting. Der var ligesom heller ikke noget at sige. Vi havde holdt sammen siden 1. klasse. Vi havde travet alskens jyske åer tynde sammen og vi havde bundet tusinder af fluer i mørke aftentimer mens vintersneen knirkede og vi havde levet vores fælles ultimative drøm ud. Vi havde godt nok ikke fået flynderen fra det store dyb op på dækket, men vi havde mødt den og vi havde fået et sjældent indblik i en af moder naturs underfundige skabninger og vi havde fået en uforglemmelig oplevelse, der den dag i dag bliver genfortalt til vore sønner igen og igen, når vi er sammen.

 

Bent havde endnu et møde med ’kalven’, der helt forudseligt endte med tabt fisk efter en halv times genvordigheder og i retfærdighedens navn fik Karsten en lille ’babyflynder’ på 6 pund på pirk. Jeg tog vores første færøske havørred og største laks, men det er nogle helt andre historier …

 

~

 

I værdigt minde om Bent og Jacob, der nu begge ser til fra de ’evige fiskemarker'.

’Tight line til jer ...

 

Knæk & Bræk

- Tony -

 

Sponsorer

Almas - Aalborg
Jægeren og Lystfiskeren
Kroghs A/S
Kildens Rygeri
Brug Au2tal så modtager SALAR 10% af fakturaen i sponsorstøtte. Se mere på bloggen ...

Sportsfiskerforeningen SALAR - en forening med bid

SALAR er medlem af Limfjordssammenslutningen og støtter det rekreative og bæredygtige fiskeri i og omkring Limfjorden